Hützedaachs könnt ich, wenn ich woll, üeverall hin en Urlaub vaare. Tiit on e bißke Jeld wüer doa, äver alleen mäkt dat joa wennich Schpass — och doaröm, weil ich net jeär so lang wechvaare mööt. Vroier woar dat waal angersch, als et Jeld henge on vüüre koam reeke woll, weil de Kenger emmer vüürjinge. On als os Jonges dann eeje Weäje jinge möt Fußball on de erschte Meätsche on sonndaachs op Jusch woare, noam mine Mann dii Osterweäk Urlaub. Deä Firmenbus dorfte heä damals och privat vaare, weil wör kee eeje Auto hodde. Wör hant deä Bus möt en […]
Tsint Maagret pischt de Nüet av
Deä hongertjoarige Kalender hät net emmer rait, äver oft paßt dat Weer, wat heä vorutsät. Vör de Suemertiit jöff et en janze Rei Weärrejele, anjefange möt Tsint Jan, deä os van dii lange Daach afhölpt, övver Siebenschläfer on Maria Siip, dii os et Weär för dii näkste sieve Weäke saare solle. Ene verreäjende Juli es net joot vör der Bäu. Dann ös doa noch Tsint Maagret. Wenn et an deä 13. Juli reäjent, heet et, Tsint Maagret pischt dii Nüet af. Be de „Liturgiereform“ sent völl alde Hellije von deä Kalender verschwunde, weil et noie on „moderne“ Hellije vör deä […]
Dii Vaarkart
Et woar am Aanfang von deä Kreech, als et noch net so oft Fliijeralarm joav on man sich noch free beweäje koos. Damals dorfte ech en de Osterferie min Oma en Kückhooave besööke. Kückhoave ligg net wiit von Erkelenz on von deä Baanhoaf die Chaussee erov kennet ech mich uut. So kreech ech jet Wääsch on e Jeschenk vör Oma enjepackt on wurd noa deä Baanhoaf jebrait. He dorfet ech mich en Vaarkaart selvs jelle. Ech jing stolz an deä Schalter on seit: „Bitte eine Kinderfahrkarte nach Erkelenz.“ Doa noma deä Beamte en Vaarkaart uut ene Wandständer, dii woar hellbruun […]
Deä Schtiftekopp
Als ich noch kleen woar, droore völl Männer on Jonges en klöchtige Frisur, ene kottgeschoare Hengerkopp on von de Kruon an wurte di Hoare e bißke länger noa vüere jekämmt, wii ene Pony. Mine Onkel Düres hot janz schwatte Hoar, die kämmde heä vüre en e Küffke, doa soach he bald wie ene Düüvel uut. Wör Kenger hodde richtisch Ängs vor dem. No koam et so, dat min Bröer wier ens de Hoar jeschniie kriije mooße, on die twiie Jruete hodde ursprünglich och so ene Schtiftekopp. Äver weil noa der laatste Friseurbesöök all jet Tiit verjange woar, wehrte sich ose […]
Di Träksalf
Als wer noch Kenger woare, koam et döcks vür, dat wer möt Schramme on Bülle ant Liif noa Huus koame. Meest verhelete di joa von alleen, äver oft vöng son Stell och an te eitere. On vor son Jelejenheete hot min Oma e janz prima Meddel. Dat soach uut wii Kareschmier, janz schwatt on deck on koam os emmer jet klöchtich vür. Oma sät doafür „Zugsalbe“. Dat Zeuch koam deck op di Stell on doadrüver ene Linne-Lapp. Deä bliev twiöe Daach mt ene Wengel dröm op deä Ärm oder dat Been fess liije. Dann woar et meestens wier joot. Sons […]
Aischkrüzz
Wenn di Fasteloavestiid möt deä Aschermittwoch vorbej ös, vängt en et Kerkejoar deä „Osterfestkreis“ an. Wii alle Kerkefestkreise op dat eijentliche Fest hinwise on möt en Buß- on Besinnungstiid aanvange, es die Faastetiit en Tiit, wo man fröher möt Buße on Beäne die vertich Daach bis Poasche verbreit. Hützedaach hät koom noch eener dafür ene Senn, och doröm, dat niemes sich mier als „Büßer“ oder „Sünder“ süht. Ävver wer dii Fastetiit ernst nömmt, vängt di am Aschermittwoch möt en Mess on möt dat Aischkrüzz aan. Die Aisch doavür es von verbrannde Palmstrückskes von Palmsonndach et Joar davür. Möt deä Hinwiis […]
Di Taggelei
Wat krete on tagge het, kenn ich noch joot uut di Tiit, als wer noch Kenger woare. Kort no der Kreech wurd sich jetaggt, weä et jrötste Stöck Bruet oder der vollste Teller hat, oder weä sich en et Bett am breetste meek. Wer schleepe möt twie on twie en e Bett on dat woar oft jet eng. On später jing dat be min Kenger jenau so widder, mar no wurd jeder satt, jeder hot sine Platz, on jeder leet dat Zeuch von die angere en Roo. Jeder hot si eje Bett on konnt sich leäje, wii heä woll. Mar […]
Dea Dopp
Wenn der Wengkter fröer vörbee woar, konnte wer Kenger emmer op de Schtroat schpiele. En ös kengerriike Jeäjend fong sich emmer ene Hoop tesame, deä mötduen woll: Müske verberje, Selke sprenge oder deä Dopp drieve. En Peitsch hodde wer all, deä Schteck möt en Koard dran, äver ös Döpp woare emmer verschwunde. Woran dat loach, weet ich net, denn janz so kleen es ene Dopp doch net. Dat es ene Kejel möt Relle för die Peitschkoard on ove drop en Kul vör der Dumm, on, solange heä noi woar, bongt angemolt. Dann woare op ens dree Döpp doa on seäs […]
Vridich
Hützedaach fängt am Vridich meddag vör de meeste Lüü et Wochenende an on all kriije Löhnung oder Gehalt eenmol en der Mond. Ich kann mich noch jood an di Tiid erennere, wo de Männer en de Fabrike oder op der Bau jewerkt hant, oft och Samstich oder et neits. Dann joaf et am Fridich ene Abschlach op de Luen von der janze Mond. On an deä Dach waadete die Vraues te Huus sehnsüchtig op Pap, deä et Jeld nach Huus breit. On jruet woar die Enttäuschung, wenn enne Mürder oder enne Jeeter, die emmer Dursch hodde, ersch ens en de […]
Oavesruet
Jetz, en di Urlaubstiied, kret männig ene en Ansichtskaart möt Jröös uut deä Süden. Oft zeige di Kaarte dann ene Oaveshemmel en alle Klüere von jel, orange, jold, alle Färve von ruet bös violett on dunkelblau, on meddedren di Sonn, di ongerjeet. Jants so doll send di Färve be os net, äver an ene schuene Soomerdaach kann sich och bee os hee ne Sonneongerjangk jemaak siien lotte. Dat Ruet on Jel on Orange hät jet möt di Lofschichte te duen, di noch von de Sonn anjestrahlt werde. Man sät dann: „Abendrot — Schönwetterbot’” on meistens es deä angere Daach wier […]